'FYRAFTENSPRÆDIKEN' holdt af Nils Vest i Vor Frelsers Kirke tirsdag d. 6. okt. kl. 17
I Det gamle Testamente, i Første Mosebogs 11. kapitel, kan man læse følgende:
- Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål.
Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned.
De sagde til hinanden: “Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!”
De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel.
Så sagde de: “Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.”
Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede.
Så sagde Herren: “Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem.
Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.”
Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bruge byen.
Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.
- - -
Når vores Bibel består af både Det gamle og Det nye Testamente, så er det selvfølgelig ikke en tilfældighed.
Så er det også for at skabe en baggrund Det nye Testamente.
Hvis en ting ikke kan relateres i forhold til sine omgivelser, så bliver den uinteressant.
Hvor Det gamle Testamentes beskrevne handlinger - ud over det jødiske folks tidlige historie og erfaringer - i høj grad også rummer konklusioner med straf og hævn, så er Det nye Testamentes lære lige modsat:
- at tilgivelse og kærlighed er den stærkeste kraft.
Det var et skred i retsopfattelsen dengang! Nu skulle det være slut med hele tiden at hævne.
Det sker i en historisk periode, hvor menneskeofringer var ved at ophøre, og hvor det enkelte menneskes ansvar får tillagt en stigende betydning i forståelsen af jordelivet og verdensordenen.
Hvis Jesus nu bare var kommet med teoretiske og abstrakte overvejelser over menneskelivet på jorden, kunne det nok ikke have overbevist mange almindelige mennesker, dengang og siden.
Der skal billeder til. Og det gamle Testamente er fuld af billedfortællinger.
Jesus bruger også billedsprog. Kaldet 'lignelser'.
Derfor er Bibelen så spændende at læse, fordi den rummer billeder af så mange slags. Billeder, der sætter gang i hver enkelts fantasi og associationer.
Vi siger også, at 'ét billede kan sige mere end tusind ord'.
Den spiral vi har oven over os, på toppen af Vor Frelsers Kirkes tårn, den er dybest set er et symbol for, eller et billede af Babelstårnet.
Hvordan det?
Dengang spirets arkitekt, Lauritz de Thurah, i 1749 tegnede dette mesterværk af barok formkunst, da var han i dyb krise.
Som ung ingeniørofficer havde han fået mulighed gennem et kongeligt legat at rejse til Rom og der studere byens fantastiske arkitektur, der i den grad prægedes af barokkens udtryksformer.
Thurah blev dybt grebet af den mangfoldighed, som barokken rummer, med dens forkærlighed for kontraster, for de skrå linier, der leder blikket opad, og for dens iboende teatralske muligheder. Men barokken er også et udtryk for de kræfter i samfundet der har overskud, og derfor er barokbygninger, med deres udsmykning med søjler og skulpturer og dyre stenarter, grundlæggende ikke noget for den mere almindelige borger.
Thurah oplevede, at lige som han vendte hjem til Danmark, var barokken for nedadgående som arkitektonisk udtryksform.
København havde lige oplevet den store bybrand, i 1730, og pietismen med dens sparsommelighed og nøjsomhed kom til at præge kirkelivet i de kommende årtier.
Og nu viste der sig så samtidigt en ny, og billigere!... udtryksform i arkitekturen: Rokokoen.
Thurah har helt sikkert følt, at rokokoen var en slags discount, sammenlignet med den sprudlende baroks muligheder. Og han oplevede også hurtigt, at den udtryksform, han mestrede, ikke længere kastede mange opgaver af sig. Den var for dyr. Han fik ganske enkelt færre og færre jobs indenfor sit fag.
Så han begyndte i stedet at arbejde som arkitekturhistoriker, med udgivelsen af værket Den danske Vitruvius.
Men så...
Han var jo også ingeniørofficer og derfor kyndig i stabile tårnkonstruktioner, og fik af den grund i 1748 overladt opgaven at bygge et spir på Vor Frelsers Kirkes tårn, hvor man endelig havde fået råd til det. Tegningen lå der allerede, den havde 50 år på bagen, men den interesserede ikke Thurah.
Så han tegnede et nyt, af sten, i form af en spiral.
Han skriver selv i sin Vitruvius-bog, med en del udeladelser og en god del efterrationalisering, om forhistorien, hvor...( - jeg citerer):
"...vor nu regierende Allernaadigste Konge, Friderik den Femte (...) befalede Mig at indlevere en tegning til et Spir her paa Kirken;
Det af Hans Majestæts (fader)... Salig og Høylovlig Ihukommelse Kong Christian den Femte, til Taarnet destinerede Spir, (...), havde meget vel, (...), kundet passe sig hertil;
Men som jeg formerkede, at Hans Majestets Hensigt var, at give denne Kirke en særdeles Prydelse, og ey just noget sædvanligt, eller almindeligt, beflittede jeg mig paa at udfinde en Indretning, som ikke just var almindelig eller bekiendt. Tog, som jeg rent ud tilstaar, min Idée af et Spir, som jeg i mine yngre Aar havde set i Rom, på den saa kaldede Chieza della Sapientia, og indrettede min Tegning, skiønt baade i Proportion og i andre tilfælde meget adskillig fra hin (...).
Dette Dessein fandt strax Hans Kongl. Maitts. aller naadigste Approbation, og blev begyndt derpaa at bygges i Foraaret Anno 1749."
Hvad Thurah ikke fortalte var, at den spiral han havde set i Rom, på toppen af jesuitternes universitetskirke, den var symbolet for den katolske modreformation. Det vidste enhver romer dengang.
Hvis nogle af Thurahs kritikere herhjemme - for han havde absolut fjender omkring sig - var kommet op med den forklaring, at det var et papistisk-jesuitisk symbol, man var i færd med at efterligne, så havde Thurah nok ikke fået lov til at gennemføre sit byggeprojekt.
Nu skete det imidlertid hverken værre eller bedre, at stenspiralen aldrig blev til noget. Thurah har sikkert opdaget, at tårnets mure ikke kunne bære så tung en vægt. Det skriver han dog ikke noget om i sin Vitruvius-fortælling.
I stedet tegnede han hele projektet om og lavede det spir, vi kender i dag, i en meget lettere trækonstruktion, beklædt med kobberplader. Og det blev til et helt usædvanligt og enestående monument i barokkens historie.
Gud ske tak og lov for det!
Men så Babelstårnet også sådan ud, kan man spørge. Havde det spiralform?
Nej, absolut ikke. Men det var blevet et ikon, næsten en kliché for de europæiske malere, der sikkert syntes at det var sjovere at male et spiralformet Babelstårn end sådan, som det virkelig så ud: Nemlig en terrasseformet pyramide.
Allerede den græske historiker Herodot havde for 2000 år siden rejst i det, der i dag er Iraq, og beskrevet disse terrassepyramider, og han fortæller også om, hvordan hver af de syv etager havde sin egen farve. Det må have været et fantastisk syn.
Langt senere, i begyndelsen af 1500-tallet, havde italienske rejsende været på besøg i Mellemøsten, og beskrevet de sælsomme ting, de mødte. Blandt andet de mange pyramidelevn, inclusive tårnet i Babylon, der lå i ruiner.
Så man måtte gætte sig til, hvordan de oprindeligt havde set ud.
De rejsende beskrev også de ejendommelige spiralminareter, fra 800-tallet, som man i dag stadig kan finde nord for Baghdad, i Samarrá og Abu Douluf.
Da de rejsende kom hjem til Italien igen, så blev terrassepyramider og spiralminareter hurtigt blandet sammen i genfortællingerne, og også på malernes lærreder.
Hvilket endte med, at spiralen kom til at blive ikon for Babelstårnet.
Men hvorfor valgte jesuitterne netop et Babelstårn som deres tegn på modreformationen?
Jo, det hænger sammen med oplysningen fra Første Mosebog, om Babel, hvor 'Herren forvirrede deres sprog, så de ikke forstod hinanden'. Hvorefter de spredtes ud over hele jorden.
Jesuitterne kunne deres Bibel, så de kom på fortællingen fra Apostlenes Gerninger, hvor man i 2' kapitel kan læse:
“- Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre (apostlene altså). Da lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden gav dem at forkynde.”
Tunger af ild, står der... Derfor kan man også på den stenspiral, der stadig findes på toppen af jesuiterkirken i Rom, se ildtunger rundt om spiralen, og som en ildkrone på dens top. Så stenspiralen på toppen af jesuiterkirken i Rom er et nyt, symbolsk Babelstårn, givet af Herren. Efter at have været spredt over hele jorden, kan man nu samles igen, med Evangelierne som et fælles sprog, - som lige beskrevet i Apostlenes Gerningers billedfortælling. Og derfor var jesuitternes så kaldte ærkegymnasium i Rom tidens mest avancerede sprogskole. Ambitionen var at missionærer skulle kunne videregive Evangeliet på alle verdens kendte sprog og omvende nye folkeslag til den katolske lære. Og dermed give magt og nye indtægter til Romerkirken, nu da man havde tabt Nordeuropa til protestanterne.
Da Thurah gentog spiralmotivet her på toppen af vores kirke, udelod han dog ildtungerne.
Men... hvor kommer spiralen fra som figur?
Man regner spiralen som det ældste brugte symbol blandt mennesker. Første gang anvendt i landet mellem floderne Eufrat og Tigris: Det sumeriske rige. Der hvor Abraham boede engang, i Ur.
I Indien kalder man spiralformen for Kundalinikraften. Kundalini betyder egentlig 'sammenkrøllet'. Og den afbildes ofte som en slange. En slange, der kan forsvinde ned i huller i Moder Jord. Et mandligt symbol.
Den indiske gud Vishnu afbildes også som siddende på en stor sammenkrøllet slange, i spiralform.
Nederst Jord. Ovenpå Slange. Og øverst Vishnu, i menneskeskikkelse.
Kvindelige kræfter. Mandlige kræfter. Barnet.
Uden at fordreje noget, kan man derfor også betragte vores kirkes spir som udtryk for disse kræfter: Nederst den mandlige spiralslange. Så kuplen, ægget, den svangre kvindelige kraft. Og øverst Jesusbarnet.
Far - mor - og barn. Det hellige tretal.
- - -
Der er en detalje mere omkring vores spir, der er værd at nævne her: Det drejer sig tre en halv gang rundt.
Hvorfor netop tre en halv gang? Hvorfor ikke fem?
Det er selvfølgelig relateret til numerologien, et vigtigt element i den jødiske kabbalatradition, hvor bogstavernes og tallenes værdier tillægges mystiske egenskaber.
Tre en halv gang op. Hvis man er to, en mand og en kvinde, så har man tilsammen spadseret 7 hellige omdrejninger.
Der er 7 dage i ugen. Der er 7 bønner i Fader Vor. Vi bruger den 7-armede lysestage i kirken. Vi taler om at være i den 7' himmel. Man er i 7 sind.
Asa-troen havde 7 hovedguder. Spiralminareten i Samarrá i Iraq har 7 vindinger. 7 er et helligt tal, i mange religioner.
Tallet 4 er også helligt og repræsenterer den materielle fuldkommenhed. Med de fire elementer, jord - vand - luft - ild.
Ifølge gammel astrologisk opfattelse, så bevæger kosmos og menneskelivet sig i en 28-års cyklus. Det astrologiske år, også kaldet. Så har man gennemgået de 4 elementers erkendelser, hver på 7 år.
Hvis man bevæger sig op ad spiraltrappen på vores spir, så er den første omdrejning - de første 28 år - væsentligt længere end den næste omdrejning. Lige som i menneskelivet.
Som barn opleves et år som utroligt lang tid. Men jo ældre vi bliver, jo hurtigere går tiden. Efter to vindinger er man blevet 56. Og hvis man kryber videre op, når man hurtigt de 84.
Hvis man klarer endnu en halv omdrejning kommer man op på 98 år. Og så kan man røre ved det himmelske verdensæg, og så kan man ikke forlange mere af et jordeliv.
Så spiret i sin tredimensionelle form er også en billedliggørelse af hvordan et menneske opfatter tiden gennem et levet liv.
- - -
Nu tilbage til Babelstårnsfortællingen, hvor Herren optræder blandt menneskene og spreder dem.
Jøder og andre har også brugt fortællingen som en forklaring til børn på, hvordan de mange forskellige sprog opstod. Men der er selvfølgelig mere i den.
Men navnet, Bab - el? På arabisk betyder det 'Guds Port', og sikkert også på aramæisk, det sprog jøderne talte engang.
Hvad skete der egentlig dernede, ifølge fortællingen, hvor Gud viste sig?
Menneskene talte ét sprog, står der, og mente, at ved at bygge tårnet op i himlen, ville de 'skabe sig et navn, for ikke at blive spredt ud over hele jorden'. Hvorfor var man i øvrigt så bange for det at blive spredt ud?
Herren siger ikke, at de bliver klogere mens de bygger Babelstårnet.
Han siger kun, at 'Intet er umuligt for dem, af det de planlægger', så længe de kun taler eet sprog.
At ville bygge et tårn, der skal nå helt op til himlen, det er en indbildning, der kun kan ende galt. For så kommer der kræfter udefra, vi slet ikke kan forudse.
Den advarsel rummer fortællingen om Babelstårnet først og fremmest.
- - -
Men så historien om, at Babelstårnet faldt sammen, en situation som også mange billedkunstnere har afbildet, hvad er roden til den del af historien? Som i øvrigt ikke står i Første Mosebog, men først omtales i senere jødiske skrifter.
Hvis man tager til Babylon i dag og går ud for at se resterne at tårnet, så er der kun et hul i jorden.
Hvor blev alle stenene af?
Da jeg besøgte Babylon for nogle år siden, oplyste de lokale folk, at under Den anden Verdenskrig havde de engelske styrker i Iraq brug for byggematerialer, og så fik de i en fart transporteret de tilbageblevne teglsten derhen, hvor der skulle bygges.
Om det er sandt, har jeg ikke kunnet få bekræftet.
Men når man går ned i hullet og ser de få sten, der er tilbge, så er der noget karakteristisk ved dem: Nemlig - at der er et lag af salt uden på dem.
Tyske arkæologer udgravede for en del år tilbage netop den tilbageblevne fundamentrest, og deres konklusion var, at det ler, man havde brugt til byggeriet for fire tusinde år siden, det indeholdt en del salt Og det gjorde byggeriet ustabilt.
For mursten, der indeholder salt, giver mindre modstand, hvis de udsættes for et hårdt tryk. De trykkes flade, de skrider ud. Og når så også bindemidlet mellem stenene er asfalt - der ligger tjæresumpe i nærheden - så skal man ikke overbelaste konstruktionen.
Historien om Babelstårnets sammenbrud er altså ikke nødvendigvis fri fantasi.
I øvrigt eksisterer der lignende historier i Mexico, fra før europæerne ankom, om både azteker og tolteker, der ville bygge tårne op til himlen. Også her ødelægger deres gud tårnet og spreder menneskene ved at give dem mange sprog.
- - -
Herren, i den bibelske forstand - det er også de store kræfter i Universet, som vi slet ikke kan forstå med vores beskedne hjerne og tankekraft. Men som vi alligevel aner eksisterer.
Vi bliver måske klogere og klogere, rent videnskabeligt, og relativt set.
Men aldrig så kloge, at vi ender med at forstå, hvordan Universet - eller måske universerne - og dermed livet - er skabt.
Hvis vi ikke bevarer en ydmyghed overfor skabelsesmiraklet, overfor fødslen af alt levende, hvis vi bilder os ind, at nu forstår vi det hele, og handler derefter, så... kommer der kræfter, vi ikke kan forudse, og som vil sprede og splitte os nok en gang.
Det er forskellighed, der danner grundlaget for al udvikling.
Hvis alle taler det samme sprog, hvis alle er helt enige - uden modsætninger, ønsket eller påtvunget - så stagnerer vores menneskehed og kultur. Så lukker vi af for forståelsen af, at der er noget langt større end os mennesker.
Babelstårnfortællingen er således også en advarsel imod monopoler.
Mens mangfoldighed er en berigelse. Skabt af Gud.
Derfor:
Leve forskelligheden.
Amen!
- - -
Den næste salme, der synges om lidt - Forgæves er vor kraft og kunst - den blev spillet og sunget under ophejsningen af Globen og Frelsermanden til toppen af spiret d. 26. april 1752. Et kor og et orkester befandt sig på den otte-kantede platform, højt oppe, og lod denne salme og flere andre lyde over hele Christianshavn.
Nils Vest
