SPIRALENS SYMBOLIK

af Nils Vest, filminstruktør

 

På toppen af Vor Frelsers Kirke på Christianshavn knejser det kendte og elskede spiralsnoede spir, med guldkuglen og Frelsermanden øverst. Mange glæder sig over formen, og især er det sjovt med hele familien at kravle til vejrs, noget man har haft mulighed for lige siden dengang spiret stod færdigt, i 1752.

På trods af populariteten, så er der ikke mange, der kender til historien bagved. Hvorfor blev der bygget et spir i barokstil, på et tidspunkt, hvor barokken ellers var gået af mode og erstattet af den mere letbenede rokoko? Og hvorfor valgte arkitekten Lauritz de Thurah, kongelig hofbygmester, netop en spiral til at pryde kirketårnet?

Thurah rejser i årene 1729-31 sydpå, som ung ingeniørløjtnant, for at studere barokkens bygningskunst dér, hvor den havde blomstret de sidste 150 år. Først gennem Tyskland og Østrig, og så til Rom. Her finder han barokken i dens stærkeste og dristigste form, med vidunderlige værker af især Bernini og Borromini. “Den levende barok” kaldes den også, denne sene periode af en vældig og varieret udtryksform. Een kirke især må have fanget hans opmærksomhed: San Ivo della Sapienza, direkte forbundet med jesuitternes ærkegymnasium. For femten år efter hjemkomsten omtaler han den i det tredie bind af sin arkitekturhistorie Den Danske Vitruvius. Det sker i forbindelse med, at han har fået til opgave at stå for opførelsen af et nyt spir på Vor Frelsers Kirke, der siden færdiggørelsen af selve kirken i 1696 har stået uden nogen form for prydelse på tårnet.

På dette tidspunkt i Thurahs karriere står han i en dyb krise. Han kæmper for og tror på barokken som udtryksform, men er for længst overhalet af bl.a. Eigtved, der som kollega hurtigt har forstået, at nu skal der tegnes rokoko, hvis man vil have arbejde nok.

Københavns Magistrat forestiller sig, at Thurah skal opføre et spir efter en gammel tegning, men Thurah har andre planer. Bag om ryggen af alle går han direkte til kongen, Frederik d. 5., og forklarer sig: “Da jeg merkede at Hans Majestets Hensigt var, at give denne Kirke en helt særlig Prydelse, ... beflittede jeg mig paa at udfinde en Indretning, som ikke just var almindelig eller bekiendt. Jeg tog - som jeg rent ud tilstaar - min Idée af et Spir, som jeg i mine yngre Aar havde set i Rom, på den saa kaldte Chieza della Sapientia, ...”

Thura spiller uskyldig. For han er godt klar over, at hvis han fortæller for meget om det romerske forbillede, så får hans projekt, der i øvrigt er næsten dobbelt så dyrt, som det af Magistraten foreslåede, ikke mange chancer. Thura vil nemlig lave et spir i blussende og frodig barok. Han vil bevise, at kollega Eigtveds spinklere rokoko aldrig nogensinde vil kunne frembringe et spir af den kaliber og kraft, som man kan med barokken som redskab.

Thurah har et godt kendskab til symboler, der ikke dyrkes synderligt i det lille Danmark, hvor der heller ikke er særlig meget barokarkitektur overhovedet. Han må vide, at det romerske forbillede, stenspiralen på toppen af San Ivo kirken, for jesuitterne er tæt knyttet til modreformationen: For at kunne rejse ud og missionere skal man først lære sig sprog. Og på ærkegymnasiet i Rom er målet at samle viden om alle kendte sprog i verden. For som det beskrives i Apostlenes Gerninger, så kom Helligånden ved pinsetid og samlede menneskene igen, så de med Evangeliet som fælles sprog kunne tale med hinanden. Derfor bliver det samlende symbol for den jesuitiske skole et Babelstårn, omgivet af Helligåndens ild. Det, der ikke lykkedes i Babylon, det lykkes nu i Rom, at samle menneskene med et fælles sprog. Babelstårnet er vendt til et positivt symbol.

Kan man være sikker på, at det også er et Babelstårn? Temmelig sikkert. For det blev hurtigt til en konvention blandt Europas bildende kunstnere at afbilde tårnet i spiralform. Europæiske rejsende var begyndt at rejse til Mesopotamien, og herfra kom der historier om både Babelstårne i grus og andre, mindre murstenstårne, der drejede i spiral. Måske havde Babelstårnene også en gang set sådan ud? Man kunne jo aldrig vide.

Hvis Thurah fortalte om disse ting, så ville det kunne bruges imod ham. Han holdt sin mund og fik sit projekt godkendt. Og bygget blev det, selv om det undervejs ændredes fra at være et spir af sten til at blive et af træ og kobberplader. Og uden pinseildens flammer.

Når vi så i dag nyder den endnu brune, nyrestaurerede overflade med det skinnende bladguld, så bør vi også huske at sende en venlig tanke mod Rom!

(slut)