SPIRALEN OG DEN STÆDIGE JYDE

af Nils Vest, filminstruktør

I disse dage er man ved at afslutte restaureringen af det enestående barokspir på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Tre et halvt års arbejde ligger der bag, og over 50 millioner kroner skulle der skaffes, for at redde spiret fra totalt forfald. Men nu er det færdigt og står og lyser i skinnende kobber med guld, helt lige som da det var færdigt i 1752.

Men hvorfor står der sådant et spiralspir midt på Christianshavn? Et kunstfærdigt, dyrt og anderledes barokspir, opført mange år efter at barokken officielt var gået af mode. For at forstå dét, må man kigge arkitekten, Lauritz de Thurah, nærmere efter i kortene...

- - - - -

Lauritz de Thurah blev født i Aarhus i 1706, som tredie søn af præsten Laurits Thura. Få år senere flyttede familien til Ribe, hvor Thura senior udnævntes til biskop. Biskoppen, der var anerkendt som både litterat og en dygtig skolemand, underviste selv sine børn i hjemmet, og man ved, at han elskede sine sønner meget højt.

Men en dag kommer kongen, Frederik d. 4’ på besøg, og da han her oplever et par yderst opvakte drenge, herunder Lauritz på kun 12 år, befaler han, at de straks skal sendes til militær uddannelse i København. Kongens ord er lov, så lige meget, hvor meget faderen end protesterer, skal Lauritz afsted, sammen med sin to år ældre bror Didrich (der senere blev marineofficer og chefkonstruktør på Holmen).

Nu var militæret noget ganske anderledes dengang. Officersuddannelsen var nemlig også en kulturuddannelse, sprog og kunstnerisk skaben var højt prioriteret, og det var på Landkadetakademiet (den nuværende Landsretsbygning i København), at man uddannede ingeniører og arkitekter.

Men den unge Lauritz vil ikke nøjes med at være almindelig officer og militærarkitekt. Han vil ud i verden, ud og blive inspireret og møde den store kunst. Og her møder vi for første gang den stædighed og udholdenhed, der er første forudsætning for hans senere succés.

Thura (de’et og h’et i slutningen af navnet kom til, da han i 1740 blev adlet) udstationeres efter seks års kadettid ved Det Holstenske Ingeniørkorps i Rendsborg, som sekondløjtnant. Her møder han kongen under et af dennes besøg, og efter at have overrakt majestæten en fornem tegning af Rendsborgs fæstningsværker, får han efter anmodning lovet en studierejse sydpå. Men intet sker. Thura sender gentagne gange rykkerbreve. Uden resultat. Til sidst opsøger han kongen i hovedstaden og får her, med sin åbenbare veltalenhed, overtalt ham til blive sat på en prøve: Kongens store samling af kort var i vild uorden, en kammerherre havde i flere år forgæves prøvet at systematisere den, så nu skal unge Thura sammen med en hjælper gøre arbejdet. Det lykkes over al forventning, kun tre uger senere er arbejdet gjort, og Thura får kongens store rejselegat for to år. Og rejser ud, over Tyskland og Østrig til Italien, hvor især den romerske højbarok fænger hans sind.

Det er i Rom, at Thura møder Borromini’s arkitektur, herunder jesuitternes vidunderlige lille universitetskirke, San Ivo della Sapientia, lige bag Piazza Navona, med den lille spiralsnoede lanterne af sten på toppen. Den, som senere skal blive inspiration for et af Thurahs hovedværker.

Efter hjemkomsten til Danmark får Thura hurtigt store opgaver, med Det gule Palæ i Roskilde, Eremitagen og Hirschholm Slot i Nordsjælland som de væsentligste arbejder. Men allerede efter efter et par års virke mærker Thura, at hans stil er ved at blive umoderne. Pludselig kræver hofmoden rokoko, og her træder samtidigt en anden stor arkitekt ind på den danske arkitekturscene: Nikolaj Eigtved.

I modsætning til Thura, så kom Eigtved fra små kår, faderen var gartner på Skjoldnæsholm på Midtsjælland, og Eigtved havde ved egen hjælp og dygtighed kæmpet sig frem fra menig til kaptajn og arkitekt ved det sachsiske hof. Og Eigtved har, trods at han er seks år ældre end Thura, lettere ved at følge med hofmoden. Eigtved bliver snart kongens foretrukne arkitekt, mens Thura ser sig selv glide mere og mere i baggrunden.

I 1740’erne begynder Thurah (nu adlet, efter ægteskabet med Anna Rosenørn, til Mejlgaard og Katholm) at udgive en dansk arkitekturhistorie, Den Danske Vitruvius, og dette arbejde kommer til at fylde stadigt mere af hans liv. Så meget, at han i 1747 beder kongen om at få et nyt embede, som stadspræsident, når det en gang bliver ledigt, da han... mener her at kunne få mere tid til skrivearbejdet. Thurah må også have følt, at hans tid som udøvende barokarkitekt er ved at være forbi.

Men helt tabt er kampen alligevel ikke. For allerede i 1748 bliver Thurah bedt om at assistere ved den planlagte byggeri af et nyt spir på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Kirken, tegnet af den norskfødte arkitekt Lambert van Haven og færdig i 1696, havde i mange år savnet et rigtigt spir, da der var ikke råd til sådant et fra starten. Men nu, sidst i 1740’erne var landet kommet økonomisk på fode igen. Især handelen med kolonierne bidrog hertil. Og da skibsfarten i mange år havde klaget over et ordentligt sigtepunkt for indsejlingen til det revfyldte farvand udfor Københavns havn, så formåedes også de store handelshuse at bidrage økonomisk.

Det var imidlertid den nye konge, Frederik d. 5’, der havde den afgørende stemme i beslutningen om spirbyggeriet. Thurah var egentlig kun blevet tilknyttet, fordi han havde ingeniørerfaring fra en tidligere ombygning af Vor Frue Kirkes spir, der oprindeligt var bygget alt for højt. Og da man nu havde en gammel tegning af et traditionelt barokspir liggende i skuffen, kunne Thurah jo lige så godt stå for udførelsen af den opgave.

Men her havde Magistraten forregnet sig. Thurah er en fighter. Han er stadig Hofbygmester, selv om han har måttet afgive ansvarsområdet for Københavns kongelige bygninger til Eigtved. Og Thurah vil ikke bare stå som konduktør for en efter hans mening kedelig og forældet spirkonstruktion. Han fortæller selv, i tredie bind af Den Danske Vitruvius:

“Da jeg merkede at Hans Majestets Hensigt var, at give denne Kirke en helt særlig Prydelse, ... beflittede jeg mig paa at udfinde en Indretning, som ikke just var almindelig eller bekiendt. Jeg tog – som jeg rent ud tilstaar – min Idée af et Spir, som jeg i mine yngre Aar havde set i Rom, på den saa kaldte Chieza della Sapientia ...”

Thurahs forslag til et nyt spir er – lige som det romerske forbillede – af sten. Samtidige tegninger viser en lighed så stor, at det næsten må kaldes en kopi. Men det store problem er, at Thurahs forslag er næsten dobbelt så dyrt, som det af Magistraten foreslåede spir.

Eigtved melder sig nu og foreslår, at spiret skal bygges af et billigere materiale, Norsk Fedtsten, i stedet for det Thurah foreslåede Bremersten. Men Thurah protesterer, Norsk Fedtsten er både et alt for blødt materiale og alt for tungt. Majestæten udbeder sig betænkningstid. Et helt år varer det. Thurahs nerver må have været på højkant. Han laver fysiske og kemiske forsøg for at bevise Bremerstenens fortræffelighed fremfor Eigtveds Fedtsten. Og midt i det hele dør hans kone, Anna Rosenørn.

Det er i denne periode, at Thurahs had til Eigtved må være slået ud i fuldt blus. I Den Danske Vitruvius, i bind 2, udsendt i 1749, beskriver Thurah fx. sit hovedværk Hirschholm over 30 sider, med kraftig pointering af egen rolle. Derimod får dronningens andet sommerslot, Sophienberg, tegnet af Eigtved, kun 3-4 sider, og uden nævnelse af arkitekten!

I november 1748 kommer endelig majestætens afgørelse: Bremersten! Og nu optræder et at de større mysterier i dansk arkitekturhistorie: Kun to måneder senere er spirkonstruktionen af sten ændret til et af træ, beklædt med kobber. Og næsten tre gange så højt. Hvorfor dette skift sker, er der ingen dokumentation for. Alle relevante arkiver fra Magistraten er forsvundet, måske under en af Københavns senere bybrande. Thurah selv går let og elegant hen over det. Han skriver selv, uden at nævne forandringerne, at...“...dette Dessein fandt strax Hans Kongl. Maitts. aller naadigste Approbation, og blev begyndt derpå at bygges i Foraaret Anno 1749.”

Måske er det gået op for Thurah, at stenspiret virkelig var for tungt for selve tårnet, der har ret spinkle mure. Måske er det denne opståede indsigt, der har sat fuld fart på Thurahs fantasi og adrenalin, så han fra at lave en slags kopi pludselig, efter kun to måneder, ender med at have skabt et helt selvstændigt værk, i verdensklasse.

Sejren er vundet! Thurah har fået mulighed til at lave et barokspir, der i kraftfuldt udtryk ligger milevidt over rokokoens pænhed og beskedenhed. Spiret er en mesters opvisning af alle barokkens særegne træk: En grundlæggende geometrisk figur, hvorunder alle de øvrige udtryk må underordne sig. En uendelig skrålinie, der markerer barokkens afstand fra renaissancens lodret-vandret arkitektur. En trappekonstruktion, der er barokkens yndlingsfigur. Et falsk perspektiv, der ender oppe i himlen. Et skulpturelt udtryk, der får alle til at glemme både tyngde og konstruktion. Og en symbolik, med spiral, globe og figur, der har dybe rødder.

Nu skulle Thurah da være glad? Nej, kort efter at byggeriet er gået i gang – i mellemtiden har han giftet sig igen, med en rig enke til herresædet Børglum oppe i Vendsyssel – rejser han væk fra hovedstaden. Som han selv udtrykker det:

“ ... år 1750 forlod jeg Sjælland og begav mig til mit gods Børglum Kloster i Jylland i den tanke dér at ende i Roelighed mit liv, som formedelst mange fortrædelige Embeds-Forretninger og Fienders og Misunderes Efterstræbelser var bleven mig suurt og besværligt...”

Han må først og fremmest have haft Eigtved i tankerne.

Eigtved dør imidlertid kun et par år senere, så Thurah bliver kaldt tilbage til tjeneste ved hoffet allerede i 1754. Her får han et par hektiske år med færdiggørelse af Frederiksstaden omkring Amalienborg, og han oplever, at barokken er ved at komme lidt på mode igen.

Et værk af klasse som spiret på Vor Frelsers Kirke får han imidlertid ikke lejlighed til at udføre. Han prøver at få godkendt et projekt til en ny Frederikskirke, med en stenkuppel i Michelangelo’sk stil, der ville være blevet verdens største. Men nej.

Spiret var hans arkitektoniske svanesang. Et værk, opstået under de største vanskeligheder, som på suveræn vis dokumenterer en stædig kunstners fastholden af nogle værdier, han troede på helt ind i hjertet. Og som stadig glæder alle besøgende, store som små, danskere som udlændinge. Da Jules Verne i 1881 besøgte København, skrev han hjem til sin bror i Paris, at i København var der kun een ting, der kunne vække hans interesse: Spiret på Vor Frelsers Kirke.

(Jyllandsposten 29.6.97 / slut)