STATEN OG FRISTADEN

af Ebbe Kløvedal Reich

Frihed, lighed og fællesskab. Det var den franske revolutions (kønspolitisk ájourførte) parole. Med det var også en gådefuld, ufuldendt ligning, som alverdens demokratier lige siden har forsøgt at få til at gå op. Det lykkes mere eller mindre, men aldrig fuldstændigt.

Det demokratiske Danmark har i tidens løb foretaget flere originale og løfterige forsøg på at løse den gådefulde ligning. Et af de særeste af dem står stadig på - i hjertet af den danske hovedstad.

Det begyndte som en gang sammenfiltret planlægningskaos i de statslige og kommunale bureaukratier - og dernæst som en grinende slumstorm, et stykke fredelig selvtægt.

Men det udviklede sig hen mod årtusindeskiftet til den mærkeligste prøveopstilling i det danske folkestyres historie. Dets talrige funktioner (som syndebuk, kæledyr, lunte, katalysator, samlingspunkt, skræmmebillede og ghetto f.eks.) betød, at der blev kastet lys på det politiske liv og samfundsforholdene fra bestandigt nye og overrumplende vinkler.

Det sociale eksperiment, som den sidste Krag-regering 31. maj 1972 udnævnte Christiania (CA) til at være, har med andre ord været en overvældende succes. Omend på en anden måde end de socialdemokratiske ministre og fristadens forhandlingsgruppe havde mulighed for at forestille sig, da de underskrev en foreløbig aftale.

Dengang den forladte Bådsmandsstrædes Kaserne fik nye og uautoriserede beboere, var der endnu borgerlig regering (Baunsgårds RKV). Men socialdemokraterne tog over nogle måneder efter, og det var altså dem, der indgik aftalen. Det havde deres borgerlige forgængere aldrig hittet på. I den forstand er CA et monument over de folkelige rødder i det danske socialdemokrati.

Det hang snævert sammen med EF (eller EEC, som det hed dengang), der holdt sit indtog i den danske fællesbevidsthed nøjagtig samtidig med CA. Blandt socialdemokratiske vælgere fandtes en udbredt skepsis over for den EF-politik, Krag havde ført partiet ind på. Den (og han) var for kølig, glat, økonomistisk beregnende og ufolkelig. Partiet havde hårdt brug for at vise, at det stadig vedkendte sig sine rødder i det danske folkeliv, som det levedes hyggeligt i kolonihaverne med banjo, morgenbajer, flagstang, harmonika og dueslag. Det er i den sammenhæng, aftalen med CA skal ses.

Det virkede jo ikke. Danmark kom med i EF, Krag overlod tøjlerne til Anker Jørgensen, der fik alle tiders øretæve ved højreskredsvalget i 1973, hvor partiet skallede af til alle sider. Men lige siden har EF og CA været hinandens modsætninger og absolutte antiteser i danskernes politiske bevidsthed. To helt modsatte opfattelser af fællesskab. To hinanden udelukkende måder at omgås ejendomsret, kapitalforrentning og social sikkerhed på.

I årene 1973-77 kom CA for alvor til at vise sin anvendelighed i dansk politik. Problemet for de borgerlige partier var, at de ikke var enige om ret meget andet, end at de offentlige udgifter skulle skæres ned. Omkring Hartling-regeringens dannelse og i det meste af dens korte levetid gennemførte den borgerlige presse (anført af Jyllandsposten) derfor en giftig og stort set udokumenteret hetz-kampagne mod CA. Så havde Venstre i det mindste det at være enig med de konservative, CD og Z om. Socialdemokraternes aftale blev kendt ugyldig og ophævet. Men inden der skete videre i sagen, blev Hartling væltet.

I den næste Anker Jørgensen-regering forsøgte højrefløjen i hans parti (anført af forsvarsminister Orla Møller, overborgmester Urban Hansen og dennes efterfølger Egon Weidekamp) at bruge CA på samme måde, som de borgerlige havde gjort det. Mindretalsregeringen kunne kun holde sig flydende ved forlig hen over midten. Men det var småt med forligsviljen. Indtil Orla Møller samlede det brede flertal med en folketingsbeslutning om, at CA-området skulle være ryddet senest 1. april 1976.

Han gjorde regning uden vært. Et mylder af sære, kristne, anarkistiske eller bare frisindede folk og græsrødder ilede fristaden til undsætning i en surrealistisk, ikkevoldelig regnbuehær. Folketinget måtte ydmygt erkende sit nederlag og vedtage en aprilsnarrehat til sig selv: Rydningen var udsat på ubestemt tid.

Efterspillet foregik i retten. CA indstævnede regeringen for misligholdelse af 72-aftalen. Carl Madsen ydede sin sidste, uforglemmelige præstation og gav politikerne og domsmagten kamp til døren. Han (og Ole Krarup) tabte. Men med en fanfare, der slog fast, at CA eksisterede som et uafviseligt, historisk fænomen - med længere levetid end en tilfældig regering.

Siden talte folketinget og de skiftende ministre kun lavmælt om CA. De tænkte sig i stedet længe og grundigt om, udpegede en styringsgruppe til at løfte ansvaret fra deres egne skuldre - og begyndte til sidst stille og forsigtigt at normalisere fristaden.

Når myndighedernes anslag mod CA faldt så sølle ud, hang det først og fremmest sammen med, at fristaden gang på gang har vist udtryk for det nære, folkelige fællesskab, som mange danskere følte var ved at forvitre i resten af samfundet.

Det betød, at CA i realiteten hjalp København med en række problemer, som kommunen selv stod magtesløs overfor. Heldigvis var der hele tiden ansvarlige embedsmænd, der var hæderlige nok til at vedstå, at det forholdt sig sådan. Det frodige anarki i fristaden aflastede såvel socialbudgettet som børneværnet og institutionsbehovet.

Men det skete på CAs egne betingelser. Og de var ikke altid i tråd med lovgivningen. Tydeligst viste det sig under junkblokaden i 1979, hvor fristaden skaffede sig af med den farlige, hårde narko ved en imponerende opvisning i fælles ansvarlighed. Den ret uskadelige (men lige så illegale) hash-handel ramte blokaden ikke.

Det er ikke lykkedes for noget andet, truet nabolag i Danmark at gøre, hvad CA gjorde ved den hårde narko. Men det betød kun at politiet og lov-og-orden-opinionen koncentrerede sig så meget desto mere ensporet om den illegale hashhandel. Med hyppig tilsidesættelse af alle borgerlige rettigheder raidede ordensmagten år ud og år ind christianitternes hjem og andre enemærker med henvisning til den åbenlyse kriminalitet (som i realiteten er overraskende lav, sammenlignet med andre områder med tilsvarende indtægtsmæssig og social status).

På den måde blev det sociale eksperiment et stadig pågående lærestykke i tvetydighederne og faldgruberne omkring offentlig lov og orden.

Men først og fremmest handler eksperimentet og lærestykket om ejendomsretten - både den private og den offentlige - og dens forhold til det menneskelige fællesskab. Ejendomsretten bliver (af gode grunde) taget mindre alvorligt på CA end i resten af samfundet. Det er brugsretten det drejer sig om. Og det giver på mange måder et mere åbent, fordomsfrit og ligeværdigt fællesskab.

Det tjener - trods alt - den danske, demokratiske stat til ære, at den i to årtier har ladet fristaden frembære det budskab til danskerne.