√

Boganmeldelse. - AmagerBladet uge 38 / sept 2019

Laurie Grundt på Christiania. Kunstner og oprører

Et fotoessay af Nils Vest.

Den norsk-danske kunstner Laurie Grundt (f.1923) har et langt livs spændende oeuvre bag sig, men synes dette til trods, ikke at være umiddelbart kendt i den brede befolkning. En ny bog om hans virke på Christiania – med billeder og tekst af filminstruktøren Nils Vest – kan forhåbentlig være med til at udvide kendskabet til denne kunstners mangfoldige, fantasifulde og farverige udtryk.

Bogen indeholder en lang række farvestrålende fotos fra Laurie Grundts arbejder, medens han boede på Christiania. Her ser man hans klare fornemmelse for et dekorativt og fortællende billedsprog – ofte udført som collager, og/eller med ekspressive penselstrøg i stor teknisk dygtighed. Tilsammen forhold, der har givet hans udtryk en meget personlig stil.

De fleste af bogens billedmotiver befinder sig på mure, vægge, døre plankeværk mv. på Christiania. Her kan man glæde sig over dem og ind imellem få en fortælling om fristadens omtumlede -– og snart 50 årige – historie. Herudover er der motiver fra en del mindre arbejder, bl. a. postkort, plakater mv.

Kunstnerens finurlige humor, historiske viden og store personlige politiske engagement er med til at give hans udtryk nogle ekstra lag. Også en del ’citater’ fra gamle kunstnere som f.eks. Leonardo da Vinci, Eugène Delacroix og Pablo Picasso finder vej til hans motivverden, hvor de bliver fortolket med bid og lune.

Til et helt særligt interesseområde indenfor Grundts malerier hører glæden over den nøgne kvindekrop, der ofte afbildes med stor vitalitet – og intimitet… Kunstneren synes med sine motiver at undersøge kønsegenskaber, som i enkelte tilfælde bliver kædet sammen med voldstemaer. Her kan man iagttage hans fornemmelse for kontraster, idet han sætter nøgne kvindekroppes sårbarhed og lyse hud overfor mørkklædte politifolk med knipler, udført i et temmelig aggressivt formsprog.

Nils Vest har med sit nye fotoessay sat en både smuk og delikat ramme omkring Laurie Grundts forskelligartede værker på Christiania. De mange farvestrålende fotos fremhæves elegant af sidernes sorte baggrund – hvor man samtidigt kan læse små tekstafsnit, der fortæller om nogle af de forhold, der historisk er knyttet til billederne. En sjov og spændende kulturrejse gennem vores fælles nære fortid.

Bente Brøchner (Cand. mag. i kunsthistorie)

LaurieGrntsagenfacade
Foto: Ole Lykke