I 1969 optog nogle af Den danske Filmskoles elever EN FILM OM TATOVERINGER, den første dokumentarfilm i skolens historie.

Den lidt omstændelige titel var lige som filmen selv påvirket af den dengang meget diskuterede franske marxistiske Cinétique-tankegang, hvor man på analytisk vis forsøgte at vælge et filmsprog, der ikke var belastet af kapitalistisk produktionsæstetik. Filmens eget sprog skulle være tydeligt for tilskueren. En blanding af Brecht og Godard. Rystet, håndholdt kamera, uskarpe billeder, abstrakte billedsider og meget andet var med andre ord velkomment. Og det virkede forløsende for mange, 25 år før Dogme-reglerne kom til. At der så også var påvirkning fra amerikansk undergrund, 8-mm film, rockmusik og hippie-drømme på skæv tobak, det gjorde det ikke mindre underholdende.

Indholdet i filmen er nærmest en ung mands nysgerrighed overfor tatoveringer, sat på film. Snak med gadens folk og besøg i Nyhavn, der dengang var en anderledes rå scene, med rulleforretninger og svenskere skubbet i havnen. Her boede flere tatovører, og særlig kendt var Tato-Jack († 1984), med det borgerlige navn Helmuth Michaelsen, og han inviterede indenfor.

Tatoveringsfaget var i de år også lige ved at blive anerkendt som kunstnerisk udøvelse, og forfatteren Rudolf Broby-Johansen argumenterede for, at tatovørerne skulle moms-fritages, lige som andre kunstnere.

Men andre kræfter så hellere faget forbudt, bl.a. fængselslæge Torben Jersild, der også optræder i filmen.

Og så var der billedkunstnerne, der klart bakkede op om tatovørkunsten. Derfor er det her lige så meget 'film' i både impressionistisk og expressionistik retning som en undersøgelse af tatovørkunsten og dens miljø i de år.

Nils Vest